Efter at have set nogle videointerviews på Jyllandsposten om Klaus Garde Nielsen, blev jeg nysgerrig efter at vide, hvad det egentlig er for en person.
På sin egen hjemmeside har han lagt en kopi af en mail op, han har sendt til Statsadvokaten, hvori han klager over et indslag på TV2 han ufrivilligt var medvirkende i.
Mailen lyder således:
Anmeldelse af lovovertrædelser begået i forening af politiembedsmand og skattemedarbejder
E-mail af 12.08.2011 til Statsadvokaten
En gang i februar eller marts 2011, blev undertegnede der er udlandsdansker bosiddende i England, stoppet af Skat og politiet på Horsensvej i Vejle, i.f.m. razzia vedr. udenlandsk indregistrerede køretøjer.
Jeg var kørende i en tysk indregistreret BMW. Medarbejder ved Skat var en person ved navn Bo Mogensen, der efter mine oplysninger er ansat hos Skat i Billund.Ved et simpelt opslag i Skats systemer kunne medarbejderen se at jeg skyldte skat mange millioner i skat og moms fra tidligere år. Det skal bemærkes at Skat og Politi havde følgeskab af et kamerahold der filmede seancen der senere blev sendt på TV2 i et program der hedder Razzia den 09.06.2011 kl. 21.25, afsnit 6 hvis man søger programmet frem på TV2 Sputnik. Der kan alle i princippet se udsendelsen mod betaling.
Lovovertrædelserne består efter min opfattelse i videregivelse af stærkt følsomme kontroloplysninger om mine restanceforhold til skat. Det er vist nok en overtrædelse af straffelovens § 152. Jeg mener det er skærpende at videregivelsen sker i en tvudsendelse.
Skattemedarbejderen spørger mig lidt senere i forløbet om jeg var ejer af bilen, og i overensstemmelse med sandheden oplyses at bilen er ejet af et tysk selskab. Bo Mogensen fik via tyske myndigheder bekræftet at jeg ikke var ejer af bilen, hvorfor han ikke kunne beslaglægge den. Han gjorde dog et sidste forsøg idet han spørger politiet om ikke de kan gøre et eller andet, hvortil politimanden svarer, han er godt nok kendt i kriminalregistret, men vi har ikke noget på ham. Politimandens oplysning om at jeg er kendt i kriminalregistret vurderer jeg tillige til at være en lovovertrædelse, hvorfor jeg skal anmelde begge disse forhold.
Jeg er naturligvis til råddighed for yderligere dersom det ønskes.
—
Med venlig hilsen
Klaus Garde Nielsen
Han virker ikke som om, han keder sig.