Sparekasse Sjælland overtager sunde dele af Maxbank

Ifølge Sjællandske overtager Sparekassen Sjælland de sunde dele af Maxbank.

Tidlig søndag morgen var der stadig intet officielt fremme om hvilke mulige fremtidsmuligheder der var for banken – om Finansiel Stabilitet ville overtage den, eller om der ville komme yderligere indskud, men natten til mandag kom der altså endelig afklaring.

Ifølge Sjællandske overtager Finansiel stabilitet 150 dårlige erhvervskunder der så skal afvikles i statens skraldespandsselskab.

Overtagelsen betyder, at det kun er aktionærerne og skatteyderne der kommer til at tabe penge på Maxbanks krak.

Maxbank har mandag morgen selv sendt en meddelelse ud (PDF link), med følgende hovedpunkter:

  • Banken har indgået aftale med Finansiel Stabilitet A/S om afvikling efter Bankpakke IV, model II, hvorved samtlige bankens aktiver og samtlige bankens passiver, bortset fra bankens aktiekapital og anden efterstillet kapital inklusive renter heraf, er overdraget til et nystiftet selskab under Finansiel Stabilitet A/S ved navn Max Bank af 2011 A/S
  • Den fortsættende bank er åben for kunderne mandag morgen
  • Finansiel Stabilitet A/S har stillet likviditet til rådighed for den fortsættende bank
  • Max Bank A/S indgiver konkursbegæring
  • Medarbejderne fortsætter i den fortsættende bank

Dvs. at i det kommende vil bankforretningerne derfor fortsætte fuldstændigt som de plejer, men jeg kan godt forestille mig at Sparekassen Sjælland de kommende dage og måneder vil begynde at kigge kritisk på kundernes engagement, og vurdere hvem de vil afvikle og hvem de fortsat vil bevilge kredit.

Derfor er der pt. ingen desperat situation, men det kan være fornuftigt selv at kigge på sit engagement med Maxbank og overveje hvordan en kritisk kreditdirektør vil kigge på det. Der findes en række meget usunde engagementer, og jeg tror ikke alle sammen bliver overtaget af Finansiel Stabilitet.

Maxbank på vej til lukning

Igår så jeg de første rygter på Facebook og idag er det i alle landets aviser (se f.eks. Business.dk) – Maxbank er på vej imod lukning.

Banken har indtil idag søndag klokken 18:00 at finde nye penge for at leve op til statens krav om soliditet. Det forventer de fleste ikke kommer til at ske.

For aktionærerne (herunder mig selv) betyder det utvivlsomt et tab. Aktionærerne er ikke dækket af nogen særlige forsikringer og derfor vil vi selv skulle bære tabet.

Skattemæssigt vil tabet være fradragsberettiget i andre gevinster på aktier, for de aktier der er udenfor pensionsdepot.

For almindelige bankkunder vil de får dækket op til kr. 750.000 i indlån. Indlån udover dette risikeres at gå tabt, alt efter hvordan afviklingen af banken kommer til at foregå.

Der er 3 scenarier i spil.

Banken kan blive overtaget som den er – ligesom da Maxbank overtog Skælskør bank. Så lider ingen i princippet tab, og aktionærerne fortsætter som aktionærer i en ny bank.

Ellers så overtager en sund bank dele eller hele banken igennem finansiel stabilitet.

Den sidste mulighed er, at finansiel stabilitet overtager det hele og sælger de gode dele ud.

For kunder i Maxbank forsætter mandagen som fredagen sluttede i princippet. Visakort virker stadig osv. Men for en del kunders vedkommende skal man til at overveje, hvad man vil gøre fremadrettet. Hvis man har en presset økonomi og man ender i det sidste scenarie, risikerer man at side fast i statens skraldespandsselskab, så derfor kan der være en pointe i at man tidligt i næste uge begynder at se sig om efter en ny bank, for at sikre man stadig vil have kreditfaciliteter til rådighed. I skraldespansselskabet vil der også være kredit til rådighed, men den vil være mere begrænset og formegentlig til en højere rente, idet skraldespandsselskabet ikke må konkurrere med de andre banker på markedet.

Derfor hvis man er kunde i Maxbank og har store kreditter, kan søndagen og mandagen godt være fornuftigt anvendt på at lave lidt budgetter og ringe lidt rundt til bankfolk man igennem tiden har haft et fornuftigt forhold til.