Retssikkerhed

Et indlæg jeg har haft på min to-do liste i alt for langt tid er omkring retssikkerhed og SKAT.

Hvis Politiet mistænker en person for f.eks. terrorvirksomhed eller noget andet kriminelt og ønsker at ransage vedkommendes ejendom kræver det en dommerkendelse. Dvs. at Politiet overfor en uafhængig dommer skal præsentere sine beviser og på det grundlag vil en dommer så give Politiet tilladelse til at – om nødvendigt – at tiltvinge sig adgang til vedkommendes ejendom. Hvis ikke dommeren føler sig overbevist om at Politiet har løftet bevisbyrden får Politiet ikke lov. Endvidere skal forholdet også have en tilpas høj strafferamme før end Politiet en dommer vil tilsidesætte den private ejendomsret overfor Politiets mistanke om at vedkommende har begået noget ulovligt.

Sådan er det ikke for SKAT. Jacob Mchangama, chefjurist ved Cepos forklarer det meget præcist:

“Efter skattekontrollovens § 8D kan SKAT således uden forudgående retskendelse forlange at få udleveret oplysninger fra både virksomheder og offentlige myndigheder om borgernes gøren og laden, hvis blot de ”skønner”, at oplysningerne har en ”væsentlig betydning” for, hvor meget en person skal betale i SKAT.”

Her skal man være opmærksom på at orden “væsentligt” ovenfor er noget SKAT selv skønner. Det er ikke en uafhængig dommer der skal tage stilling til det.

Spørgsmålet har været aktuelt et stykke tid. Tilbage i 2011 begyndte SKAT nemlig at kræve at teleselskaberne skulle udlevere oversigter over deres kunders telefonsamtaler (Se Computerworld artikler her, her og her). Det er noget telefonselskaberne har meget detaljeret pga. terrorlovgivningen – altså ikke oplysninger der som sådan eksisterer for at SKAT kan lave kontroller.

Med de detaljerede oplysninger SKAT krævede kan SKAT rekonstruere, hvor og hvornår en helt almindelige borger har været forskellige steder.

I sagerne der blev omtalt i 2011 handlede de om at SKAT ville tjekke om en række konkrete skatteborgere reelt var fraflyttet Danmark. Ifølge SKAT gik man ikke på “fisketur”, men spurgte til konkrete borgere. Nu er det ikke så mange år siden man sidst havde kontrol af de fraflyttede og af eventuelle sorte formuer i udlandet. Dengang gik man reelt på fiskeri. Dengang fik SKAT oversigter over samtlige udenlandske kort der var anvendt i Danmark. Dem analyserede man og kom frem til hvilke kort der blev brugt ofte i Danmark. Herefter identificerede SKAT ejerne af de kort – f.eks. ved at besøge de forretninger der var handlet i.

Det gav selvfølgelig nogle sager. Om det har været tidsforbruget værd og hvor mange mennesker der ikke har haft gjort noget ulovligt der blev kontrolleret ved vi selvsagt ikke.

Det er bekymrende at SKAT på den måde får mere og mere magt til at foretage sig en masse uden at skulle spørge nogen om lov. Selv logningsbekendtgørelsen der kræver at Teleselskaberne opbevarer logning over samtlige samtaler, SMS’er osv i 12 måneder kan Politiet ikke få lov at få udleveret uden en dommerkendelse. Og strafferammen for det forhold Politiet undersøger skal være mindst 6 år.

Det sat op imod SKAT selv skal skønne om en oplysning de ønsker er af “væsentlig betydning”.

I det kommende bliver det kun værre. Allerede fra årsskiftet skal gulpladebiler nu være tydeligt mærket med virksomhedens navn og CVR nummer, så SKAT hurtigt kan kontrollere om der foregår sort arbejde. Eller naboer eller andre kan anmelde forholdet til SKAT, og SKAT så efterfølgende kan udbede sig materiale der dokumenterer at der er skrevet regninger. Det er en helt enorm belastning at virksomhederne nu skal til at mærke deres biler i min optik.