115% i fradrag

Regeringen barser med et forslag om, at man på en særlig fradragskonto kan fradrag 115% af købsprisen på en række driftsmidler.

Umiddelbart lyder det jo fantastisk besnærende at kunne fradrage mere end 100% af indkøbsprisen på et driftsmiddel.

Jeg er som revisor selvfølgelig glad for det nye forslag. Det indebærer nemlig en masse regler og teknik, den almindelige selvstændige ikke selv kan finde ud af at administrere, så det giver mig fakturerbare timer.

For den selvstændige er fordelen måske lidt mere undseelig. På jobbet i dag talte vi netop om, hvad det egentlig er værd for den enkelte erhvervsdrivende. Her skal man huske på, at der er lukket af for at man kan købe sig en ny dejlig bil, man kan ikke bytte fradrag med sine venner ved at handle brugt (jeg skulle bare finde en, der havde de samme driftsmidler som mig selv – så kunne vi jo have solgt vores brugte driftsmidler til hinanden og forøget vores afskrivningsgrundlag med 15% point) osv.

Det reglerne indebærer er, at man i en række specifikke situationer kan få 15% oveni sit afskrivningsgrundlag på køb af nye driftsmidler der ikke er biler (og en række andre ting).

I eksemplet nedenfor har jeg regnet med 100.000 kr. Skatteværdien af de ekstra 15.000 i afskrivningsgrundlaget betyder for et selskab at skatteværdien af det ekstra fradrag er kr. 3.750, for en person der betaler bundskat kr. 6.135 og for en topskatteyder kr. 8.415. I mine øjne er det ikke noget der rigtig batter af noget – specielt fordi der ikke er mange små selvstændige der har mulighed for at investere kr. 100.000 i driftsmidler. Når vi kommer under de 100.000 begynder beløbet at blive så lille, at det dårligt kan betale sig at skulle administrere den ekstra afskrivningskonto.